Infrastruktur og innovativt miljø afgjorde valget

Igus er verdens største sprøjtestøber af højteknologisk plast, og virksomheden tæller globalt mere end 4.500 ansatte. De otte af dem arbejder i det danske datterselskab, som rykkede ind i Resilience House, da huset stod klart i 2017.

Med afsæt i virksomhedens 50-60 recepter på såkaldte tribopolymerer udvikler Igus kundetilpassede løsninger til mere end 50 brancher verden over. Hvert år blander man 500 nye recepter til tekniske komponenter i plastik som fx enrgikæder, spindel-møtrikker og glidelejer. Af sidstnævnte bliver der alene til bilindustrien i Tyskland produceret over 200 millioner årligt.

Bilindustrien er et af de helt store områder, men også jernbane- og landbrugsteknologi, maskinværktøj, emballage-, fødevare- og medicoindustrien og virksomheder, der leverer løsninger inden for vedvarende energi, er blandt kunderne. Krav og behov er forskellig fra branche til branche og fra år til år. Derfor er innovation et vigtigt nøgleord.

Da Henrik Borch blev administrerende direktør i 2017 og skulle finde adressen til det danske domicil, var muligheden for at bo sammen med andre virksomheder, der havde fokus på innovation, fremdrift og vækst et vigtigt argument. Et andet var beliggenhed og infrastruktur.

Virksomhedskulturen er vigtig

Listen over de muligheder, Henrik Borch ser i DANDY Business Park, er lang. Som leder vægter han det sociale, og derfor er det positivt, at der både er fælles julefrokost, fredagsbar, fitnessrum og løbestier.

– Medarbejderne bor forskellige steder i landet, men Vejle ligger centralt for alle. Da jeg blev ansvarlig, var det vigtigt for mig at skabe rammerne for en god virksomhedskultur. Det kræver, at medarbejderne har lyst til at komme på kontoret nogle dage om ugen, lyder det fra Henrik Borch.

Beliggenheden gør det samtidig let for kollegaerne i moderselskabet i Tyskland at flyve til og fra Billund, når de skal til møder i det danske datterselskab.

– Vores gæster kommenterer ofte på, at det er lækre lokaler og dejlige omgivelser. Jeg tager dem da også med ned i byen til Fjordenhus og Skyttehushaven, hvorfra de kan se Bølgen. Og så ligger vi bare i et naturskønt område, siger Henrik Borch.

Siden Igus flyttede ind i Resilience House, har parken udviklet sig med flere huse, brancher og virksomheder, der ligesom Igus sætter pris på det innovative miljø. Derfor har man også samarbejde med et par af de andre virksomheder.

– Og da jeg hørte om muligheden for et universitet her, blev jeg virkelig glad. Det vil helt sikkert kunne gøre en forskel, når vi skal rekruttere nye medarbejdere, understreger han.

Derfor siger vi polymerer

I Igus er man opmærksom på, at plastik ikke er det mest populære ord, men der er faktisk et miljøaspekt i virksomhedens favør ved, at deres komponenter til bevægelige dele netop er i plastik og ikke metal.

– Forestil dig en cykelkæde. Den smører du, så den ikke ruster. Vores støbte plastløsninger ruster ikke, og så tilsætter vi uskadelige smørepartikler, som ligger homogent i alle materialerne. Derfor er de smørefrie, fortæller Henrik Borch.

Den detalje gør, at olie og smørefedt ikke bliver skyllet ud med vandet, når man fx højtryksrenser maskiner, hvor komponenterne indgår.

Sender plast i cirkulation

Fordelene ved den højteknologiske plastik gør på ingen måde, at Igus ikke er opmærksom på udfordringerne. Situationen med plast i verdenshavene er alvorlig, men da Igus udelukkende producerer industrikomponenter, er det ikke forbrugsvarer, som ender i verdenshavene. Trods det har man fokus på miljø, cirkulær økonomi og CO2-aftryk fra produktionen, der foregår i Tyskland.

– Ud over, at vi har udviklet en løsning, hvor vi tilgodeser miljøet med det kontrollerede smøremiddel i vores komponenter, benytter vi solenergi på fabrikken i Tyskland og også genanvendt plastik i produktionen, siger Henrik Borch.

Genindvindingsprogrammet ’chainge’ er et godt bevis på, at Igus tager CO2-aftrykket og den cirkulære økonomi alvorligt. En af virksomhedens løsninger er energikæder, hvor der løber kabler i. Energikæderne bliver slidt med tiden, og allerede i 2019 begyndte man at tage dem retur for at genanvende plastikken.

– Vores ejer er utroligt visionær. Ikke nok med, at vi tager energikæderne retur, nu har vi taget næste skridt og betaler kunderne for de energikæder, de sender retur – også fra andre leverandører – altså vores konkurrenter, fortæller Henrik Borch.

Siden programmet blev indført, har man indsamlet og genanvendt 32,3 ton plast på verdensplan, og programmet har givet en reduktion i CO2-udledningen på 28%.

  Jeg sammenligner det ofte med økologien. Da det kom frem, havde vi masser af undskyldninger. Det var for dyrt, og udvalget var ikke stort nok. Det er ikke en undskyldning i dag. Vi skal som virksomhed fjerne undskyldningerne og motivere til at bidrage til den cirkulære økonomi. Returnering af energikæderne er første skridt, slutter Henrik Borch og kan glæde sig over, at bæredygtighed også er et vigtigt fokusområde i DANDY Business Park.