Harald Karlsen-projekt høster internationale roser
Harald Karlsen Rådgivning har hjulpet med energiledelse og energibesparelser hos Coop, der har landets største certificerede energiledelsessystem. Tidligere i år modtog detailkæden Award of Excellence in Energy Management for det systematiske arbejde med netop energiledelse.
Sammen med Coop har Harald Karlsen Rådgivning en aktiv rolle i Danmarks største certificering i energiledelse, som har modtaget Award of Excellence in Energy Management. Opgaven bestod i at rådgive Coop omkring konvertering af deres energistrategi til energiledelse og udfylde de huller, som opstod i forhold til ISO-standarden.
– Jeg er helt vildt stolt af, at Coop har vundet prisen. Vi vinder, fordi vi på internationalt niveau har skabt noget af det bedste inden for energiledelsessystemer. Det er et skulderklap uden lige, siger energisynskonsulent Harald Karlsen.
Certificeret energiledelse sikrer, at man forpligter sig, fordi der hvert år kommer nogen og kigger på, om man opfylder kravene, og om man som virksomhed gør det, man siger, man vil gøre. CEM uddeler hvert år priser til en række virksomheder og organisationer, der har demonstreret bæredygtig praksis gennem et certificeret energiledelsessystem ISO 50001, og Award of Excellence in Energy Management er den højeste anerkendelse.
En løsning uden svagheder
Tidligere har virksomheder som Schneider Electric, Hilton og General Motors vundet priser fra CEM, og det er første gang, at en dansk virksomhed vinder. Coop modtager anerkendelsen for deres indsats med at reducere energiforbruget. Siden 2016 har de formået at nedbringe CO2-udledningen fra deres energiforbrug med hele 42.000 ton, hvilket har resulteret i en imponerende besparelse på 150 millioner kr. i energiomkostninger.
– Sidst, vi havde besøg af auditor hos Coop, udbrød han spontant: Det her er det bedste, jeg nogensinde har set. Han er en gammel ræv i branchen, så der må være noget om snakken. Vi har haft nogle bump på vejen, men alt hos Coop er lavet så godt, at jeg ikke ville gøre noget anderledes. Det er fandme svært at finde nogle huller i systemet.
Lille spiller med store kompetencer
For nuværende består Harald Karlsens hold blot af tre personer, hvilket gør rådgiveren til en lille spiller, som alligevel formår at konkurrere med de store. Holdet besidder nogle kompetencer, som de andre mangler, er Harald Karlsen overbevist om. Selv har han en uddannelse som ingeniør, godkendelse som Lead Auditor på ISO 50001-standarden samt en betydelig praktisk erfaring at læne sig op ad.
– Jeg ved, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan. Udfordringen hos Coop var at ændre så lidt som muligt på deres forretningsgange, og derfor tog vi udgangspunkt i de eksisterende processer og rutiner for at sammenholde dem med standarden. Vi fandt fx ud af, at der var mulighed for en enorm energibesparelse ved at mindske opvarmningen af lagrene. Vi foreslog at slukke for varmen og er generelt lykkedes med det, vi gerne ville, siger Harald Karlsen.
Om Harald Karlsen Rådgivnings arbejde med energioptimering og CO2-reduktion hos Coop
Coop har udarbejdet en klimahandlingsplan, som er blevet godkendt af Science-Based Targets. Det sikrer, at planen lever op til målene i Paris-aftalen. Ifølge planen skal Coop reducere CO2-udledning fra egen drift med 91 procent i 2030, og det kræver blandt andet 17 procent reduktion af Coops samlede energiforbrug i forhold til 2018-baseline. Energiledelsessystemet er en løftestang til at nå målene, og det går på tværs af organisationen og påvirker alle funktioner.
Coops energiinitiativer
• Implementering af energiledelse
• Udskiftning af alt lys til LED
• Udskiftning af 10.000 nye energimålere
• Installering af ny fjernstyring af varme, ventilation og belysning
• Øget fokus på køle-optimering
Kreativ app tænder gnisten
Man siger, at al forandring møder modstand. Derfor lå der en stor opgave i at få Coops næsten 40.000 medarbejdere til at ændre vaner og overbevise dem om, at energibesparelse ikke behøver være kedeligt og besværligt.
– En del af processen gik ud på at få alle kædedirektører ombord på initiativet for at skabe opbakning i resten af organisationen. Det handler om at brede initiativet ud i alle afkroge og fx få indkøbsafdelingen til at forstå, at når de køber noget, skal de ikke bare forholde sig til pris, men også til energi og bæredygtighed.
ISO 50001 stiller visse krav til kommunikation og bevidsthed blandt medarbejderne. Standarden siger, at enhver medarbejder skal kende til Coops implementering af energiledelse og vide, hvor de finder den gældende energipolitik. Medarbejderne har fået egen app med energinyheder, quizzer og film med små fif til adfærdsændringer – og succesen er stor.
– Når nogen skal gøre noget anderledes, vil de altid sætte spørgsmålstegn ved det nye. Derfor handler det om at få medarbejderne til at forstå, hvorfor de ikke bare kan gøre, som de plejer. Medarbejderne og butikkerne bruger appen til at konkurrere om at komme med spareforslag, prale over for hinanden og meget mere, siger Harald Karlsen.
Om prisen
Award of Excellence in Energy Management gives til virksomheder og organisationer, der i særlig grad har implementeret energistyringssystemer med succes for at opnå energimæssige, økonomiske og bæredygtige fordele.
Prisen uddeles af Clean Energy Ministerial (CEM), som er en sammenslutning af verdens ledende lande, virksomheder samt eksperter, og organisationen fungerer som en international platform til at accelerere omstillingen af energisektoren mod rene energiformer samt styrke udviklingen af nye teknologier.
I juli modtog Coop prisen på årets CEM Forum i Goa, hvor også Dan Jørgensen, minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, deltog.