ESG som innovationsdagsorden skaber øget konkurrenceevne
Der var fart på fredag formiddag 12. maj i den fyldte event-sal QUANTUM i AI Innovation House. Et stærkt lineup af veloplagte oplægsholdere klædte de over 80 deltagere på til den nære ESG-fremtid.
Dagens keynote speaker var Trine Plambech, Director of Digital Sustainability og ansvarlig for Alexandra Instituttets forretningsområde ’Digital Bæredygtig Omstilling’. Hun har over 20 års erfaring med bæredygtig innovation og fortalte om, hvordan digitalisering kan være en game changer til vejen mod en bæredygtig omstilling.
– Digitalisering kan fremme alle 17 verdensmål, og der er dermed ingen af de udfordringer, vi står overfor, hvor digitalisering ikke vil være relevant. Digitalisering muliggør helt nye måder at løse de udfordringer vi står overfor, hvilket gør det så interessant, sagde Trine Plambech og fortsatte:
– Virksomheder, der bruger digitalisering som løftestang for bæredygtig omstilling, vil også typisk opleve, at den øgede digitalisering vil have andre positive effekter, som kan fremme virksomhedens konkurrencekraft.
Med strategisk og operationel brug af data og digitalisering som for eksempel kunstig intelligens, robotter, droner, sensorer osv. kan bæredygtig omstilling give mening både for klima og bundlinje. Det kom Trine Plambech med et konkret eksempel på.
– Virksomheden Queen Flowers, der er verdens største producent af blomsten Kalanchoe, har udviklet en algoritme, der kan sørge for optimale vækstbetingelser i drivhuset, samtidig med at der spares energi, og man sikrer at energien bruges, når den er grøn og billigst.
Som en af de førende eksperter inden for digitainability fremhævede Trine Plambech også, hvordan digital og bæredygtig transformation kan berige hinanden.
Hvad betyder ESG?
Enviromental – hvordan påvirker din virksomhed miljøet såsom CO2- udledning, råvareforbrug, vandforbrug, affaldssortering og ressourceforvaltning
Social – handler om din virksomheds interaktion med samfundet og dens interessenter så som medarbejdere, kunder, leverandører og det lokale samfund. Det kan også omfatte arbejdsforhold, menneskerettigheder, diversitet, inklusion og kundetilfredshed
Governance – handler om virksomhedens ledelse og styring herunder foreksempel etiske principper, ansvarlig beslutningstagning og gennemsigthed i rapportering
”Jeg synes, det har været et fantastisk godt program, og man føler virkelig, at det kører lige fra det ene til det næste til det tredje til det fjerde. Det har været kompetente og charmerende foredragsholdere, så jeg synes, det har været en rigtig fin proces, vi har været igennem, og man står meget bedre her bagefter.”
Finn Ulbæk, direktør, Den Danske Udbudsportal
ESG for begyndere – bæredygtig viden, netværk og toneangivende aktører
Det kræver et vedvarende fokus at tage ansvar for en bæredygtig fremtid. Derfor er ESG-arrangementer en vigtig prioritet i DANDY Business Park og interessen er tydeligvis gensidig for husets lejere og partnere.
– Det er vigtigt ikke at være berøringsangst med ESG og tage et skridt ad gangen i retningen mod at blive endnu mere bæredygtige. Til at gøre vejen mod lovpligtig bæredygtighedsrapportering mere farbar er events som dette afgørende både for os som erhvervspark og vores lejere og partnere, siger Michaela Andersen, COO, AI Innovation House. Til eventet ’ESG for begyndere’ var der da også næsten fuldt hus, imens en bæredygtighedsblomst af værktøjer og inspiration blev foldet ud af de mange oplægsholdere.
– Der var en helt fantastisk stemning i Quantum hele formiddagen. Det er sjældent, man kan afholde et event, hvor folk har tid og mulighed for at blive hængende fra start til slut, uden at nogen begynder at liste videre, men det skete til dette arrangement. Det viser, hvor stor betydning ESG har for mange virksomheder i dag, siger Michaela Andersen.
”Vi vil så småt begynde at arbejde med ESG og har ikke helt fået svar på det hele endnu. Det har givet nogle flere spørgsmål og nogle flere overvejelser. Et punkt, som vi kæmper utrolig meget med, er at finde ud af den her validering af den data, som vi samler op. Det kunne være fedt, hvis vi på et kommende seminar kunne få svar på, hvordan vi kan være sikre på, at den data, som vi får, er så valid som mulig.”
Martin Eggert, CSO, Zispa
Vil du også blive klogere på ESG?
Gik du glip af eventet ’ESG for begyndere’, så sæt kryds i kalenderen 27. oktober, hvor ‘ESG for begyndere vol II’ finder sted.