Der er en vej væk fra russisk gas
Danmark kan arbejde sig fri fra gasafhængighed af Rusland, og vi er på vej i den rigtige retning. Men udviklingen mod mere bæredygtig energi kan styrkes, lød det i enighed fra eksperter i energidebatten i Innovation Hub SUSTAIN.
Bæredygtig energi og ikke mindst gas-uafhængig energi er et af tidens mest aktuelle emner. Danmark er på vej i den rigtige retning, men vejen mod bæredygtig energiforsyning er både kuperet og brostensbelagt, kunne man sige med begreber fra den cykelsport, der er så populær i Vejle.
Overskriften på paneldebatten handlede om at gøre sig uafhængig af russisk gas, og Helle Juhler-Verdoner stod for den replik, der opsummerede holdningen hos debattørerne.
– Den aktuelle situation SKAL give et boost til den grønne omstilling, sagde hun.
– Der er udfordringer, og måske er nogle løsninger bare et mellemstadie. Men målet må være klart: Vi skal reducere forbruget af fossile brændstoffer på alle intelligente måder.
Nye mønstre i forbruget
Generelt var de tre paneldeltagere enige om det meste, selvom debattens moderator prøvede at finde sprækker i deres grønne sammenhold med tematiske spørgsmål. Bl.a. om Danmark skal opgive årtiers modstand imod kernekraft, der af EU er blevet fremhævet som en grøn energikilde.
Svaret, som alle nikkede til, var her, at Danmark allerede via det internationale elnet bruger kerneenergi fra andre. Men det ville være for dyrt at anlægge kernekraftanlæg i Danmark. Energikilder som vind og biomasse – i fremtiden formentlig også PtX-brintbrændstoffer – er mere omkostningseffektive.
Noget af det vigtigste i Danmark er, at energiinfrastrukturen kommer på plads til de nye mønstre i forbruget.
– Da Danmark efter energikrisen besluttede at starte olieudvinding i Nordsøen, tog regeringen en række overordnede, retningsgivende beslutninger. Resultatet var, at vi i løbet af 10 år var uafhængige af Saudi Arabiens olie, forklarede Søren Schmidt Thomsen.
– Selvom situationen er anderledes i dag, er det vigtigt, at folkestyret har modet til en håndfast planlægning. Så skal de private aktører nok bidrage til, at vi når et resultat.
Ingen panik
Selvom Danmark er afhængig af gas i endnu 15-20 år, så har vi redskaberne til at styre mod en fremtid uden fossile brændstoffer. Undervejs har vi også brug for biomasse, varmepumper, nordsøolie og naboernes kernekraft. Men ingen af eksperterne frygter, at vi ikke når i mål.
– Det vigtigste er at undgå at gå i panik, sagde Niclas Scott Bentsen med et smil.
– Og så skal vi undgå at binde os fast til én teknologi, som kan begrænse nye innovative ideer. Det er afgørende, at vi skaber plads til at udnytte nye muligheder og metoder, hvis grøn omstilling
skal lykkes.