Afkobling 2030: Bæredygtighed – helt ud i værdikæderne

130 virksomheder i Trekantområdet har allerede vist interesse for at være med i Afkobling 2030, og initiativet bliver mødt med åbne arme. Målet med projektet er klart: Næsten 4.000 danske produktionsvirksomheder skal afkobles inden 2030.

Siden Afkobling 2030 blev lanceret i foråret, har det mødt positiv respons. Partnerne bag projektet er i dialog med mere end 130 virksomheder i Trekantområdet, som viser interesse for at komme ombord. Projektet giver dem en fornemmelse af tryghed ved at tilbyde vejledning og støtte i deres bæredygtighedsrejse.

– Virksomhederne er optagede af bæredygtighed og af, hvordan de kan omstille til bæredygtig produktion. De bliver positivt overraskede, når de finder ud af, at de kan få hjælp fra GTS-eksperter på en række områder gennem grønne innovative LAB-aktiviteter med fokus på at styrke virksomheden. Både i forhold til at udvikle dem fagligt i den grønne omstilling og sikre deres værdiskabelse, siger Morten Kjeldgaard, COO i Green Tech Center.

Gennem hele programforløbet indgår virksomhederne i en tillidsfuld, motiverende og fortrolig dialog med en ‘navigatør’, der fungerer som tæt sparringspartner og har dybdegående kendskab til alle LABs og eksterne tilbud. Ligesom de andre partnere på Afkobling 2030, fungerer DANDY Business Park både som partner og navigatør.

Business på laboratorium

Afkobling 2030-programmet løber over 8 år og hjælper produktionsvirksomheder med høje ambitioner for bæredygtighed med at afkoble deres produktion fra klima- og miljøpåvirkning. En helt central del af projektet er de mange forskellige LAB-aktiviteter, der imødekommer virksomhedernes konkrete udfordringer.

– Det kan være et LAB om levetidsforlængelse af produkter eller et emballage-LAB om de nye emballagekrav, hvis det er det, der driller dem. Vi har igangsat de første LAB-aktiviteter, både 1:1 og fælles, og lige nu kører der et LAB om bæredygtighedsstrategi og -ledelse.

En vigtig del af rollen som navigatør er desuden at screene virksomheder, sikre overblik og koordinering samt sikre et fagligt match mellem virksomhed og tilbud. I programmet kommer virksomhederne på et længerevarende og skræddersyet udviklingsforløb, hvor navigatører og GTS’er vurderer, hvilke aktiviteter der vil have størst effekt på virksomhedens konkurrencekraft og klima- og miljøpåvirkning. Det sker blandt andet på baggrund af en væsentlighedsanalyse og en konkret kortlægning af, hvad der er brug for.

– Mange virksomheder mangler et sted at stå i forhold til omstillingen, uden at de bliver presset ind i noget. Derfor er det en stor hjælp, at nogen fortæller, hvad der giver mening for dem, og hvor det vil være godt for dem at starte. Gennem interviews og anbefalinger fra programmets partnere, placerer vi dem på en modenhedstrappe for at vurdere, hvad der kan rykke den enkelte virksomhed længst, siger Morten Kjeldgaard.

Med støttehjul ind i fremtiden

Det er enestående, at Afkobling 2030 ikke bare sådan lige slipper grebet i virksomhederne. Selv efter LAB-aktiviteterne er afsluttet, tilbyder projektets partnere fortsat støtte og vejledning for at hjælpe virksomhederne med at implementere nye metoder og processer, de har lært gennem programmet.

– Det er et ambitiøst program, og de virksomheder, der går ind i det, vil gerne bæredygtighed og forandring. Den kontinuerlighed og seriøsitet, programmet har, gør, at vi kan tilbyde en kontinuerlig udvikling, som er attraktiv for mange virksomheder. Det betyder, at de gradvist kan komme længere og længere i udviklingen. Vi snakker med CEOs, der faktisk er meget bekymrede for at blive ladt i stikken. Så det skaber en tryghed på toplederniveau at vide, at de ikke står alene.

Mens Afkobling 2030 imidlertid er et toårigt projekt i Trekantområdet, er der planer om at udvide programmet til hele landet fra 2025. Den store opbakning og succes, som programmet allerede har oplevet, tyder på et potentiale til at blive en drivkraft for bæredygtige produktionsmetoder i hele Danmark.

Hvem står bag Afkobling 2030? 

En række partnere samarbejder om projektet, som afkobler produktionsvirksomheders værdiskabelse fra klima- og miljøbelastning.

• Teknologisk Institut
• Alexandra Instituttet
• DDC – Dansk Design Center
• FORCE Technology
• Trekantområdet Danmark
• DANDY Business Park

Programmet er udviklet og støttet af Industriens Fond.
Find ud af mere på www.afkobling2030.dk.