8.848 højdemeter for en verden uden sclerose!
Fredag den 6. december 2024 blev QUANTUM i DANDY Business Park forvandlet til en virtuel cykel-bjergbestigning i verdensklasse. Thomas Nagbøl Mejlgård fra Flex Wind i Resilience House og cykelvennen Morten Ohm Laursen tog den ultimative udfordring op: EVERESTING.
Denne ekstreme klatreudfordring kræver, at man cykler 8.848 højdemeter – samme højde som verdens højeste bjerg, Mount Everest. Udfordringen blev gennemført på den virtuelle rute Alpe du Zwift, der er 99 % identisk med legendariske Alpe d’Huez. For Thomas og Morten betød det, at de måtte cykle op og ned hele 8,5 gange – en bedrift, de gennemførte på imponerende 12 timer og 20 minutter.
For Thomas og Morten handlede eventet dog om langt mere end fysisk udholdenhed. De samlede penge ind til Cykelnerven/Scleroseforeningen for at støtte forskningen i sclerose og hjælpe dem, der lever med sygdommen. På dagen var indsamlingen allerede nået op på 15.000 kr., og målet er at fordoble beløbet til 30.000 kr.
Det perfekte setup til et virtuelt cykelløb
Begivenheden fandt sted i de imponerende rammer i QUANTUM, hvor de teknologiske faciliteter dannede det perfekte setup for det virtuelle cykel-event.
– Dandy Business Parks støtte til vores Everest-event har været helt uvurderlig, og vi kunne ikke være mere taknemmelige. At have adgang til de fantastiske faciliteter i QUANTUM til selve eventet skabte den perfekte ramme for dagen og for os. Samtidig gjorde den dejlige mad og drikke, som blev stillet til rådighed, oplevelsen endnu mere mindeværdig for både os og gæsterne der kom forbi, fortæller Thomas Nagbøl Mejlgård.
Sprang på cyklen iført kjole og støvler
Hos DANDY Business Park bakkede vi op om projektet med en intern auktion blandt medarbejdere, hvor brugbare effekter blev solgt til fordel for indsamlingen. Selv vores COO, Michaela Andersen, viste, at engagement ikke har nogen dresscode – hun sprang på cyklen og tilbagelagde et par hundrede højdemeter iført kjole og støvler!
– Det var også utroligt at opleve, hvordan medarbejderne hos Dandy Business Park bakkede op med en lokal indsamling, der gav et vigtigt bidrag til vores mål om at rejse 30.000 kroner til ‘En verden uden Sclerose’. Deres engagement og støtte har været en stor del af, at vi nu stolt kan sige, at vi er halvvejs mod målet, siger Thomas.
Stærke resultater skabt af fællesskab
Hos DANDY Business Park er vi stolte af at kunne skabe rammerne for events, der gør en forskel.
– Vi håber inderligt, at vi kan gentage noget lignende i fremtiden. Denne oplevelse har ikke bare styrket vores indsats for en vigtig sag, men også vist, hvordan fællesskab og samarbejde kan skabe fantastiske resultater. Tak til Dandy Business Park for at gøre dette muligt, afslutter Thomas Nagbøl Mejlgård.
Fra alle os i DANDY Business Park: Tak til Thomas og Morten for deres utrættelige indsats for en verden uden sclerose.
I har vist, at ingen bjerge er for høje, når man kæmper for en god sag.