Målrettet efter- og videreuddannelse med SDUx
Syddansk Universitet, DANDY Business Park og Vejle Kommune etablerer en ny hub, der skal eksperimentere med nye formater for livslang læring og sammenhængskraft mellem universitetet og arbejdsmarkedet.
SDUx er resultatet af et veletableret samarbejde mellem virksomheder og institutioner i trekantområdet. X’et skal signalere, at der nu eksperimenteres med nye formater for samarbejde inden for forskning og efter- og videreuddannelse. – DANDY Business Park har i flere år samarbejdet med forskere på Syddansk Universitet. Men med SDUx kommer universitetets folk endnu tættere på virksomhederne, fordi brobyggere mellem universitet og virksomheder rent fysisk kommer til at have deres hverdag her i parken, forklarer Jørgen Andersen, direktør i DANDY Business Park. Placeringen i DANDY Business Park, en veletableret innovations- og erhvervspark med 200 virksomheder og et stærkt erhvervsnetværk, skal styrke muligheden for at målrette kurserne til både virksomheder og den enkeltes behov.
Innovationskraft og vækst
I SDUx arbejdes der på at udvikle alt fra tretimers kurser og enkeltmoduler til længere uddannelsesforløb i fleksible formater. Formålet er at bidrage både til den enkeltes livslange læring og virksomhedernes samlede innovationskraft, vækst og produktivitet. – Det er vigtigt for SDU at komme tæt på og være i dialog med virksomhederne, så vi i samarbejde kan udvikle de helt rigtige tilbud til den enkelte virksomhed. Det indebærer dels, at kurserne har relevant og inspirerende indhold, men det har også stor betydning, at det praktiske rammer plet. Det kan være ift. at uddannelsestilbuddet ligger på nogle tidspunkter, som er afstemt med deltagernes arbejdsuge og afholdes i deres nærområde, udtaler Helle Waagepetersen, prorektor på SDU.
AI og bæredygtighed
SDUx skal være en agil struktur, som tilpasser sig de udfordringer og muligheder, som samfundet og erhvervslivet efterspørger. Fokus i de første år er digitaliseringen og den grønne omstilling som taler ind i samfundsrelevante områder eller brancher. Det vil blandt andet tage udgangspunkt i:
- AI/digitalisering
- Grøn omstilling/bæredygtighed
SDU har taget hul på en rekrutteringsproces for at finde frem til de to medarbejdere, som fra august placeres i DANDY Business Park for at arbejde målrettet med SDUx og være bindeledet til SDU. Vi forventer at opstarte med eftervidereuddannelsestilbud allerede fra efteråret 2023.