Morgensalon m/Emil Erichsen – Et livsvigtigt fællesskab

Foredrag med Emil Erichsen

Hvad kræver det at lede et fællesskab, når konsekvenserne af forkerte beslutninger kan være fatale? Og hvad kan vi lære af det – også i vores arbejdsliv?

I august får vi besøg af eventyrer og skipper Emil Erichsen, kendt fra sine jordomsejlinger og ekstreme ekspeditioner. I foredraget ‘Et livsvigtigt fællesskab’ tager Emil os med helt tæt på livet ombord – og helt ud i den arktiske ødemark.

Mellem 2013 og 2016 sejlede Emil jorden rundt på skibet Havana sammen med sin bror og skiftende besætninger. Senest har han krydset Svalbard til fods mod 80 grader nord i temperaturer ned til minus 30 grader og med en chillfaktor på helt op til minus 60. Her var samarbejde ikke bare vigtigt – det var livsnødvendigt.

Med stærke, konkrete fortællinger giver Emil indblik i:

  • hvad det vil sige at være leder, når man har det fulde ansvar
  • hvorfor ægte fællesskab kræver, at vi tør vise både styrke og sårbarhed
  • hvordan tillid, ærlighed og fælles ansvar er afgørende – både til søs, i Arktis og i en organisation

Som skipper kan én beslutning ændre alt. Men det er altid fællesskabet, der får båden sikkert i havn. Netop derfor trækker Emil klare paralleller mellem livet ombord på en sejlbåd og det at lede en mindre virksomhed eller et team, hvor man er tæt på hinanden – 24 timer i døgnet.

For Emil Erichsen er fællesskabet eventyrets kerne.
For ting bliver ikke bare bedre, når vi gør dem sammen – de bliver også sjovere.

Morgensalon i DANDY Business Park er formatet, hvor du bliver en del af en energisk start på dagen sammen med andre nysgerrige erhvervsfolk. Vi inviterer en skarp foredragsholder, der kickstarter morgenen med et fagligt input, der pirrer nysgerrigheden og sætter gang i tankerne.

Tid og sted

Dato: 27. august 2026

Tid: kl. 08.30 – 10.30

Tilmeldingsfrist: 25. august 2026

QUANTUM
AI Innovation House
Innovations Allé 3
7100 Vejle

Kontakt

Michaela Andersen

CMO

+45 4040 1282 mia@dandybusinesspark.dk
Tilmeld event

Oplægsholder

Emil Erichsen

Eventyrlysten skipper på Havana

Emil Erichsen er en af Danmarks mest elskede eventyrere kendt som skipperen på Havana i TV2’s succesprogram Kurs mod fjerne kyster.

Med et åbent sind og en ukuelig nysgerrighed har han sejlet jorden rundt og udforsket nogle af verdens mest øde og storslåede steder.

I sine foredrag deler han ærlige og humoristiske fortællinger om livet til søs, fællesskabets styrke og det at finde ro midt i det uforudsigelige.

Et møde med Emil Erichsen er en rejse ind i eventyret, men også en påmindelse om at leve simpelt, nærværende og med hjertet som kompas.